Når vi i dagligdagen omtaler vores team, der arbejder med sikkerhed i RFX, anvender vi det engelske ord Safety, da vi arbejder med sikkerhed i en bredere forstand.
Sikkerhed skal skrues sammen af flere forskellige elementer – og der findes aldrig en one size fits all-løsning. Hverken når det kommer til planlægning, afvikling eller myndighedssamarbejder. At arbejde dybdegående med sikkerhed handler ikke kun om sikkerhed, det handler også om værtskab. Hvordan sørger vi for, at gæsterne både er sikre OG trygge? Og hvordan sørger vi for, at gæsterne går fra dit arrangement med den bedste fortælling om jeres brand? Det ved vi meget om. Så meget, at vi også underviser andre i det.
RFX Safety og vores over 800 uddannede sikkerhedsværter er i løbet af året med til at afvikle hundredvis af begivenheder i bl.a. Royal Arena, Parken og flere andre arrangementer. Fagligheden er i top, og vores rådgivere nørder konstant ny viden fra både ind- og udland.
Vi har en bred vifte at områder, hvor vi kan hjælpe. Læs mere om dem lige her:
Når man planlægger en begivenhed, kommer man sjældent uden om diverse myndighedstilladelser. Uanset om det er en mindre sommerfest eller et kæmpe arrangement, kræver det overblik og viden om, hvilke instanser der skal på banen.
Vores erfarne konsulenter ved, hvilke myndigheder der skal inddrages – og vi taler deres sprog. Med vores hjælp til planlægningen bliver det også tydeligt for alle parter, hvad der skal ske, hvis der opstår udfordringer.
Vi kan hjælpe jer med at lave en grundig risikovurdering, udarbejde sikkerhedsplaner og udvikle afviklingsplaner, der gør, at dine gæster får den bedste oplevelse. Med vores erfaring i ryggen ved alle, hvad der skal ske – også hvis der skulle ske det uforudsete.
Hvis et arrangement har lange køer, så kan det overdøve selv det bedste programindhold. Derfor er jeres gæsters bevægelser afgørende for den samlede oplevelse – og det kræver gennemtænkt indretning.
Vi er eksperter i at udregne pladsbehov, designe køsystemer og sørge for, at indretningen understøtter den gode oplevelse og ikke kun hyggelige rammer.
Vores værter er uddannede til at håndtere modtagelse, fordeling og styring af gæster, så alle føler sig velkomne og godt tilpas fra det øjeblik, de træder ind. Det er derfor, vi kalder vores folk for værter.
Hos os er både korte og længerevarende kurser en del af vores DNA. Vi træner hundredvis af kursister hvert år i alt fra korte aftenkurser i forscenesikkerhed og konflikthåndtering til længerevarende forløb, som klæder planlæggerne på til at kunne navigere i lovgivningens jungle.
Vores kurser kan skræddersys efter dine behov, og vi har allerede undervist frontpersonale på alt fra teatre og spillesteder til museer. Skal vi teste jeres beredskab, står vi også klar med omfattende øvelser, der sikrer, at I er godt rustet til enhver situation.
Sikkerhed er meget mere end personale og beredskab – det handler om at give dine gæster den bedst mulige oplevelse. Derfor kalder vi vores sikkerhedsværter for værter, ikke vagter.
Vores mere end 800 sikkerhedsværter har gennemgået vores egne kurser, hvor de lærer, at de repræsenterer den kultur og stemning, du ønsker at skabe. De er ofte det første og sidste møde, dine gæster har med dit arrangement, og derfor skal de ikke kun være sikkerhedsfolk – de skal være imødekommende værter, der sikrer, at alle får en oplevelse ud over det sædvanlige.
Når mange mennesker samles, er der altid en risiko for, at noget kan gå galt. Derfor er et godt beredskab alfa og omega for en tryg og sikker oplevelse. Vi har ekspertisen til at skabe et beredskab, der kan reagere hurtigt og effektivt og dermed mindske konsekvenserne. Det kan være med vores egne folk eller i tæt samarbejde med myndighederne.
Og hvis uheldet er ude, kan vi også understøtte dig i det juridiske efterspil og rådgive dig om ansvar og optimal krisehåndtering, så din organisation står stærkt – uanset hvad der sker.