Engagement og frivillighed

Vi ved, at det er noget helt særligt at arbejde sammen med og motivere frivillige

SCROLL NED

Roskilde Festival ville ikke eksistere, hvis det ikke var for vores mange tusinde frivillige og ildsjæle. Derfor arbejder vi aktivt med frivillighed og engagement, da vi ved, at frivillighed ikke bare kommer af sig selv – og det er alt sammen viden, som vi rådgiver om via Roskilde Festival Gruppens rådgivningshus, RFX.

Vi kan tilbyde inspirationsoplæg med udgangspunkt i, hvordan vi arbejder med frivillighed på festivalen, eller lave skræddersyede foredrag og workshops, som passer på lige præcis jeres virksomhed – og selvfølgelig også 1:1 sparring og rådgivning.

Hvert år bruger vores frivillige ildsjæle tusindvis af timer på at lave festival. Og hvis det ikke var for deres engagement året rundt, ville vi ikke kunne invitere til Nordeuropas største kulturbegivenhed år efter år.

Vi kan komme og fortælle jer om, hvordan vi motiverer og engagerer frivillige året rundt, og hvordan får man tegnet et fælles mål for så mangfoldig en gruppe som vores frivillige på festivalen.

På grund af vores 50 års historie er vi konstant nødt til at have fingeren på pulsen og vide, hvad der driver frivillighed. Vi holder øje med, hvor den er på vej hen, og hvordan man skaber rammer, hvor frivillige mærker, at de lykkes.

Vi kan hjælpe jer med at finde en den grundlæggende rammefortælling og mission, der motiverer og understøtter jeres frivillige. Er motivationen det sociale, missionen, fællesskabet, eller er det noget helt fjerde, der driver de frivilliges arbejde?

Vi har en lang række af temaer, der taler ind i, hvordan man fastholder frivillige og deres engagement.

Vi kan blandt andet rådgive om:

  • Fra casual frivillig til ildsjæl – sådan udvikler du dine frivillige og deres engagement.
  • Frivillighed og de svære samtaler.
  • Sådan sætter du mål for dine frivillige – og får dem til at lykkes.
  • Må man stille krav til sine frivillige (spoiler alert – svaret er ja!)
  • Hvordan motiverer man frivillige.
  • Sådan skaber I fællesskab for de frivillige.
  • Få dine frivillige til at se ”The Bigger Picture”.

Et stærkt samarbejde og fælles forståelse mellem kollegaer er alfa og omega for en bæredygtig organisation. Det kræver dog et andet greb i værktøjskassen, når man som lønnet medarbejder skal motivere og skabe et værdifuldt samarbejde med frivillige – og mellem frivillige.

Vi åbner op for vores værktøjskasse og fortæller om de redskaber, som det kræver at forstå, styrke og navigere i samarbejdet mellem frivillige og ansatte. Ved at bygge bro mellem de forskellige roller skaber man et dynamisk og inspirerende arbejdsmiljø, hvor både frivillige og ansatte trives.

Generation Z har allerede efter få år på arbejdsmarkedet vist, at der skal nye boller på karrieresuppen. De stiller andre krav til arbejdslivet end tidligere generationer – også når det kommer til frivilligt arbejde.

Vi arbejder meget med de yngre generationer i Roskilde Festival Gruppen. Både når det kommer til målgruppen på vores festival, men i særdeleshed også når det kommer til vores frivillige. Vi ved, hvordan man fanger deres opmærksomhed, og hvad der får dem til at engagere sig. Vi kan hjælpe jer med at blive klogere på, hvor jeres organisations arbejde overlapper med de yngre generationers værdier og drivkraft. 

Når man arbejder med frivillige, skal man motivere og engagere på en helt anden måde end med lønansatte medarbejdere. Og i en tid, hvor kroner og ører ikke er løn nok i sig selv, kan traditionelle ledere af lønansatte lade sig inspirere af de ledelses- og samarbejdsmetoder, vi har med vores frivillige og ildsjæle.